Plantning af roser

Mange bliver usikre, når de skal plante roser for første gang – sikkert fordi de har hørt så mange historier om plantning af roser og de ting, man skal tage højde for i forhold til okulationsstedet, den helt rigtige jord, og at der ikke tidligere må have stået roser samme sted. Som udgangspunkt kan roser bedst lide at stå i fyldt sollys, men der findes også sorter, som både kan lide skygge og halvskygge.

Jorden på plantestedet

Inden du påbegynder plantning af roser, skal du kigge på, hvordan jorden er på plantningsstedet. Er den leret og normalt næringsrig, kan du fint plante dine roser der. Er den mere sandet, gruset eller næringsfattig skal du sørge for at skifte jorden ud med rosenjord eller som minimum blande lergranulat i jorden.

Jordtræthed

Roser bryder sig ikke om at blive plantet der, hvor der før har stået roser, da de så kommer til at lide af det, man kalder jordtræthed. Her er det vigtigt, at du skifter jorden helt ud, inden du planter dine roser. Skal du flytte dine roser, så vær opmærksom på, at det er bedst at gøre, mens de ikke har blade på – dvs. i perioden fra oktober til maj.

Plantning af roser skal gøres med omhu

Når du planter roser skal du være opmærksom på, at du planter rosen dybt, hvilket vil sige, at okulationsstedet skal være ca. 5 – 10 cm under jordoverfladen. Det er en god idé at løsne jorden i bunden af hullet lidt og husk at grave hullet så stort, at rødderne har plads til at være der. De skal være jævnt fordelt i jorden og må hverken bøje op eller dreje rundt. Planteafstanden varierer efter rosensort, men som regel siger man et sted mellem 30 og 50 cm, mens buskroser bør plantes med noget større afstand.

Husk at vande godt den første sæson – roserne må ikke tørre ud, mens de er ved at etablere sig. En anden vigtig ting at huske efter plantning af roser er, at de ikke kan lide konkurrence. Fjern ukrudt og plant ikke andre planter for tæt på rosen.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>