Omplantning af roser

Man kan flytte roser, ligegyldigt hvor gamle de er, men jo ældre de er, jo større er risikoen for, at de ikke slår ordentligt rod igen. Omplantning af roser, som er en 3 -4 år gamle, er ikke vanskeligt, men man skal ikke genplante dem i gamle rosenbede, hvor jorden er “rosentræt”. Gamle rosers rødder er tykke og går dybt, og så har de færre af de fine sugerødder, der er vigtige for at genetablere planten.

Omplant din rose i “hvileperioden”

Hvis du har besluttet dig for at omplante din rose, så vent til den er i hvileperioden – allerbedst sidst i oktober, når de har smidt bladene. Sørg desuden for, at den flyttes til et veltilberedt bed. Ved omplantning af roser starter du med at løsne jorden ved at grave ned på alle sider med en spade mindst 25 cm ud fra rodklumpen. Derefter stikker du en greb ned i god afstand fra plantens midte og løfter den op med en pæn klump uden at ødelægge for mange rødder. På lette jorde skal du bruge en spade, da jorden let drysser fra rødderne. Klip lidt af de meget grove rødder og pak derefter rodklumpen ind i plastik, så den ikke tørrer ud.

Du kan nu flytte planten til sit nye voksested. Sørg for at vande rigeligt efter genplantningen, og vand desuden regelmæssigt efter omplantningen af rosen på samme måde som ved nye roser, indtil rosen har slået rod.

Omplantning kan ødelægge de fine rødder

Når du omplanter din rose, kan du meget let komme til at ødelægge de finere rødder på planten, og derfor er det vigtigt, at du samtidigt beskærer rosen lidt. Det skal du gøre, fordi planten skal formindskes, når den mister nogle af rødderne, ellers har den ikke kræfter til at overleve. Vinterdæk desuden rosen med gran over vinteren, da den er sartere end eller efter en omplantning og derfor ikke tåler så meget frost. Det skyldes, at rødderne tager tid om at etablere sig i jorden og derfor er lidt udsatte i starten.

Speak Your Mind

*