Hej
Jeg har nogle små grønne udvækster (ca 2-3 mm i diameter) på bladene i mit ene blommetræ, men ikke i mit andet blommetræ.
Blommetræerne står med ca. 3 meters afstand.
Udvæksterne, 10 til 20 stk pr. blad, sidder på hele bladet.
Jeg har i tidligere år plukket de syge blade af, men nu er det over hele træet
Det er ikke særlig kønt, hvad gør jeg?
Med venlig hilsen
Kurt
Hej Kurt,
Jeg kan ikke tænke mig til andet end, at du har fået besøg af filtgalmider på din blommetræ. Filtgalmider er små spindlere, som angriber en lang række træer. Det ser ikke pænt ud, men skaden er som regel ikke særlig stor, og ofte bekæmpes filtgalmiderne naturligt i løbet af sæsonen af andre rovmider, edderkopper eller lignende. I forhold til bekæmpelse er der ikke så meget, du kan gøre udover at lade naturen gå sin gang. Evt. kan du udsætte rovmider i varme perioder, men da miderne i virkeligheden er ret uskadelige, kan det måske virke lidt overdrevent.
Udvæksterne ses som regel på blommetræet som nogle ophovnede, filtbeklædte partier på undersiden af bladene, og når blommerne modnes, vil du med al sandsynlighed også se misdannelse af frugterne. Træet producerer selv filten, fordi filtgalmiderne sprøjter et stof ind i bladcellerne, som stimulerer dem til at danne filten.
Læs evt. mere om filtgalmiderne her og se billeder, der måske kan bekræfte tesen.
Blommetræets sygdomme og skadedyr
Andre sygdomme som blommetræet kan få er: Sølvglans, bakteriekræft, gul og grå monilia. Alle træer, som lider stærkt af sølvglans, bakteriekræft eller virus, skal straks graves op og brændes.
Blommetræet kan også blive angrebet af harer, hvepse, bladlus og frostmålerlarver, ligesom fugle kan være plagsomme, hvis de kaster sig over blomsterknopperne.
Alle stenfrugttræer har desuden risiko for at blive ramt af den fysiologiske skade, som kaldes gummiflåd. Hvis blommetræet rammes af gummiflåd, udskiller det en gennemsigtig, ravfarvet og gummiagtig substans fra stamme og grene, mens der kan dannes gummi omkring stenene inden i blommerne. Blommetræet danner dette gummiagtige stof på grund af stress, forårsaget af sygdom, ugunstige jordbundsforhold eller fysiske skader. Fx hvis træet har været udsat for stærk blæst eller for tung en frugtsætning. Her handler det om at finde ud af, hvad årsagen er og prøve at afhjælpe problemet.
Jeg håber, du finder ud af, hvad dit blommetræ fejler – livet er komplekst i en have, men det er jo også det, der gør havelivet så spændende.