Foråret er for alvor kommet, når de første frugttræer blomstrer. Lige nu står mirabelletræer, blomme- og kirsebærtræer i blomst og om ganske få dage vil der ligge små, hvide nedfaldne blomsterblade i hele haven og sprede et helt fortryllende, romantisk skær.
Jeg har to mirabelletræer, som er flettet sammen. Det ene er grønt med hvide blomster, som bliver til gule mirabeller og det andet er rødt med lyserøde blomster, som bliver til røde mirabeller sidst på sommeren. Når jeg går ind under træernes sammenflettede kroner, er det som at gå ind under en himmel af blomster lige nu. Duften er overvældende, man bliver næsten “høj” af at stå og snuse ind.
Overvældende blomsterduft fra frugttræerne
Om aftenen, når duggen falder, er det helt fantastisk at sætte sig ude under mirabelletræerne på en havestol med et tæppe om benene og en god kop kaffe i hænderne og bare nyde duften og den smukke udsigt. Duften er tung om aftenen, og det er med at nyde den, da den kun er der i få dage. Alt for hurtigt er frugttræerne færdige med at blomstre, og man føler, at foråret skrider alt for hurtigt frem.
Så er foråret i gang
Når frugttræerne blomstrer ved man, at nu er det kun et spørgsmål om tid før alt andet også blomstrer og løvet springer ud. Tulipanerne er på vej, magnoliaen blomster allerede med tulipan- eller stjerneformede blomster, og snart følger æbletræerne og japansk kirsebær efter.



Det blommetræ jeg har stående ude i haven blomstrer også helt vildt – og det er simpelthen bare så smukt, og ja, det dufter fantastisk. Nu håber jeg bare at blommerne bliver lækre i år, og ikke fyldt med udyr.