Selv om efteråret så småt har gjort sit indtog, er havesæsonen på ingen måde ovre. Der er masser af gøremål og stadig masser af blomster, frugter og bær i efterårshaven, som skal plukkes, syltes, presses, fryses osv. Det hele emmer af henkogning, forrådnelse og formuldning ude i efterårshaven, men på trods af det, er der snesevis af planter, træer og buske, som er på sit højeste lige nu.
Brombær
Et af de bær, som hører sensommeren og efteråret til er brombær, som er at finde både i hegn og haver lige nu. De brombær, du finder i skoven og i krattet langs veje og grøfter er af den vilde slags, som har små og dejligt sød-sure bær. Bærrene er absolut fortrinlige til brombærmarmelade og brombærkompot til fx isdesserter og sammen med en lækker æblekage. De vilde brombær er rigtigt gode at blande sammen med havens brombær, som ofte er af en torneløs sort, som fx Thornless Evergreen, med store, lækre og lidt sødere bær. Bærrene er fantastiske, når man spiser dem helt friske og friske i desserter, men de mangler lidt smag og syrlighed i syltningen.
Plant brombærbuske i efteråret
Nye brombærplanter sætter man i efterårsmånederne oktober – november, hvor jorden er godt fugtig og dagene er kølige. Brombær er en del af rosenfamilien og kan på samme måde som sine yndige søstre godt lide en god næringsrig jord. Husk at beregne, at en lille brombærplante har brug for et stort vokseområde, da planten sætter skud, som nemt bliver 3-5 meter lange. Planten har en 2-årig vækstrytme, hvilket betyder at de om sommeren sætter nye skud, som blomstrer og sætter bær sommeren efter, hvorefter de dør og nye skud skyder op.
I haven kan brombær bindes op ad espalier, hegn, en mur eller frit op ad vandrette tråde mellem et par stolper. Et rionet mellem to stolper virker også fint. En god idé er at binde sommerskud op til modsat side hvert år, således at man den ene sommer binder op til venstre og den næste sommer til højre. På den måde bliver det lettere at beskære brombær i haven.
