En af de skønneste perioder i haven er, når bærbuskene står med modne bær, hylden blomstrer og børnene går og guffer jordbær. Bær i haven er “et must” – for dér føler man sig virkelig som haveejer, når man kan fylde skål efter skål med solbær, ribs, hindbær, jordbær, stikkelsbær osv.
Men bær i haven indebærer nødvendigvis også en syltetid, hvor havens forråd skal konserveres, syltes og henkoges. Med mindre man da bare propper det hele i fryseren og bruger af det efterhånden. Mit råd er at gøre begge dele: Producer marmelader, geléer og safter til resten af året, smid resten i fryseren og tag derefter op af fryseren i løbet af vinteren. På denne måde får hele familien mulighed for at få dækket et vitaminbehov og leve sundt. Det er bedst at spise efter sæson, så derfor: Spis så mange friske bær, du overhovedet orker – de bliver ikke bedre, end når du plukker dem helt modne og bristefærdige.
Hav et godt udvalg af bær i haven
Når du skal vælge bær til din have, så tænk på at der gerne må være friske, modne bær i hele sommerperioden således, at bærbuskene nærmest overlapper hinanden i forhold til bærhøst. F.eks. er det dejligt at have en hyld i haven, hvis blomster man, som det første i løbet af sommeren, kan lave hyldeblomstdrik af. Når jordbærrene modner, kan man lave jordbærmarmelade med et par skærme af de sidste hyldeblomster i lige før de afblomstrer, det giver en fantastisk smag. Derefter kommer ribs og solbær og sommerhindbær i højsommeren, mens sensommeren byder på stikkelsbær, septemberhindbær og brombær. Ved at vælge bær, der modner løbende efter hinanden, har man hele sommeren igennem mulighed for at bruge friske bær i sin madlavning, og bærhøsten bliver heller ikke overvældende i den forstand, at man nogle dage ikke kan foretage sig andet end at plukke bær.
Læs mere om, hvordan du omsætter havens forråd til lækre retter og desserter i Sandra Leigh Draznins vidtdækkende kogebog Frugt og bær fra haven. Her finder du nemt inspiration til at bruge dine bær på nye måder og i nye sammensætninger.
